Spilafgift på 20% i Danmark — hvordan står det mod resten af Europa

En sats, der lyder neutral — men ikke er det

“Danmark ligger i midten af EU på spilafgift.” Det er den sætning, jeg oftest har hørt i debatter om regulering. Den er rigtig. Den er også vildledende. 20% af bruttospilleindtægten er ikke en neutral sats, fordi den interagerer med operatørernes marginaler, markedsføringsregler og spillernes adfærd på måder, der gør “midten” til en kompleks position. Det her er en sats, der definerer, hvor sundt det danske marked er — og hvor stor en del af danskernes spil der havner uden for det.

Når jeg ser på 2024-tallene, hvor onlinekasino i Danmark havde en BSI på 3 529 mio. kr. og en samlet markedsstørrelse på 11 mia. kr., betyder spilafgiften noget i størrelsesordenen 2,2 milliarder kroner til statskassen. Det er ikke ubetydeligt. Men det er heller ikke et tal, der er upåvirket af det illegale marked, hvor 28% af aktiviteten ikke bidrager til afgiften overhovedet.

Hvad spilafgiften er — og ikke er

Den danske spilafgift er en omsætningsbaseret afgift, ikke en overskudsskat. Operatøren betaler 20% af sin bruttospilleindtægt — altså af forskellen mellem, hvad spillerne har sat ind, og hvad operatøren har udbetalt i gevinster. Det er ikke 20% af profit; det er 20% før driftsomkostninger, marketing, licensgebyrer og personale.

Det er en vigtig skelnen, fordi den afgør, hvilke operatører der kan drive forretning her. En operatør med høje marketingudgifter eller dyrt spilkatalog kan reelt have en effektiv profitskat tæt på 100% eller højere på en dårlig kvartal, fordi afgiften beregnes uafhængigt af, om der er overskud. Modellen presser operatørerne mod skala — store, effektive operatører overlever, små specialister får svært.

Den udbetales månedligt og indberettes til SKAT, hvor Spillemyndigheden er det tilsynsorgan, der verificerer, at den indberettede BSI matcher de faktiske tal. Den her tilsynsmekanisme er en del af det, der gør den danske licens dyr — men det er også det, der gør den troværdig. Du ved som spiller, at det casino, du spiller hos, faktisk har afregnet sin afgift, fordi det kunne miste sin licens, hvis det ikke gør.

20% i Danmark — hvad det reelt finansierer

De cirka 2,2 milliarder kroner, som spilafgiften årligt bidrager med, fordeles ikke alle til kasinosektorens egne formål. Størstedelen går i statskassen som almindelig indtægt. En øremærket andel går til behandling af ludomani via Center for Ludomani og lignende, og en mindre del til Spillemyndighedens egen drift. Det er en sjælden situation, hvor afgiften fra en aktivitet delvist finansierer behandlingen af konsekvenserne ved den aktivitet.

Den øremærkning er ikke selvfølgelig — i mange europæiske lande indgår spilafgift direkte i den generelle finanslov uden specifikt formål. Den danske model giver ansvarligt spil-indsatsen et finansielt fundament, der ikke er afhængig af årlige politiske prioriteringer. Det er en styrke, men det skaber også et paradoks: et faldende lovligt marked betyder færre midler til netop den behandling, der skal hjælpe spillere, der har problemer.

Når det illegale marked vokser — og kanaliseringsgraden falder fra 90% til 72% — er det her, det fortærer sig selv som regulatorisk model: jo flere spillere, der flytter til ulicenserede sites, desto færre afgiftskroner kommer ind, desto færre ressourcer er der til behandling af de spillere, der ofte er præcis dem, der har søgt mod det illegale marked.

Hvordan vi står mod naboerne

For at få proportionerne på plads er det værd at se, hvor 20% lægger sig i den europæiske sammenligning. Sverige har 18%. Storbritannien har 21% for fjernspil med pålægsmuligheder, der kan give en effektiv højere sats. Tyskland har 5,3% på indsats — som regner anderledes ud, men på BSI-basis ofte lander tæt på 30%. Holland har 29%. Frankrig har en stærkt gradueret model med højere satser på væddemål end på casino. Italien har 25%.

Set sådan ligger Danmark på den lavere halvdel af EU’s satser, men ikke i bunden. Sammenlignet med Sverige — der ofte fremhæves som det mest direkte sammenlignelige marked — er Danmark 2 procentpoint højere. Det lyder lidt, men på en markedsstørrelse, hvor onlinekasino genererer 3,5 mia. kr. i BSI, er to procentpoint forskel på 70 millioner kroner i operatør-margin per år. På den slags beløb træffer operatører strategiske valg om, hvilke markeder de prioriterer.

Det interessante er ikke kun satsens størrelse, men også hvad den anvendes på. Den danske afgift beregnes på BSI uden fradragsmuligheder for marketing og bonusudgifter. I Sverige og Storbritannien kan visse omkostninger fratrækkes, hvilket gør den effektive sats lavere end nominelt. Når jeg sammenligner, ser jeg derfor på det, branchen kalder “effective tax rate”, og der ligger Danmark højere end Sverige men lavere end Tyskland og Holland.

Effekten på kanaliseringen — og debatten

Det her er det punkt, hvor 20%-satsen får politisk vægt. Branchen argumenterer for, at en så høj effektiv beskatning gør det vanskeligt at konkurrere mod ulicenserede operatører, der ingen afgift betaler. Når kanaliseringsgraden er faldet til 72%, peger branchen på afgiftssatsen som en del af forklaringen.

Gustaf Hoffstedt fra BOS har formuleret kritikken hårdt: Danmark bør være mere opmærksom på, hvordan man skaber et attraktivt lovligt licenseret marked end på at indføre tiltag, der vil skræmme flere forbrugere væk. Det er ikke en kritik specifikt af afgiftssatsen, men en bredere position om at den samlede regulatoriske byrde — afgift, markedsføringsregler og bonusbegrænsninger — gør den lovlige operatør mindre konkurrencedygtig.

Modargumentet — som Spillemyndigheden og dele af Folketinget repræsenterer — er, at sammenhængen mellem afgiftssats og kanaliseringsgrad ikke er ligefrem. Hollands højere sats på 29% har ikke ført til markant lavere kanalisering der; faktisk er det modsatte set i visse perioder. Det illegale marked vokser af mange grunde, ikke kun fordi licensafgift er højere end fri konkurrence ville give.

Jeg synes, det er værd at huske, at både sider har valide pointer. Afgift over en vis tærskel påvirker konkurrencen — det er økonomi 101. Men danske spillere flytter ikke på fem-procents-marginer i bonus eller marketing alene; de flytter, fordi alternativer eksisterer og er synlige. Den fulde løsning ligger sandsynligvis i en pakke af tiltag, hvor afgiftssatsen kun er én del. Den fulde dynamik bag tallet er afdækket grundigere i artiklen om kanaliseringsgrad i Danmark.

Hvad jeg trækker ud af sammenligningen

20% er ikke en katastrofal sats. Den er heller ikke en konkurrencefordel. Den er det, jeg ville kalde en arbejdshypotese fra 2012-modellen, der har vist sig at fungere i en vis periode og nu er under pres. Om den skal justeres, er en politisk og økonomisk vurdering, der må veje statslige indtægter mod kanaliseringseffekt. Det interessante er, at debatten om afgiftens niveau efterhånden er blevet en debat om, hvordan det danske spilmarked overhovedet skal indrettes — det er meget mere end en justering af et procenttal.

Skabt af redaktionen på "Spilleguide Dk".