Ansvarligt spil i Danmark: ROFUS, StopSpillet og hjælp ved ludomani

Et felt jeg har lært at skrive om med varsomhed

I 2019 blev jeg ringet op af en kvinde, hvis bror lige havde meldt sig ind på ROFUS efter at have spillet sig ud af både opsparing og forhold. Hun ringede ikke for at få teknisk vejledning. Hun ringede, fordi hun ikke vidste, hvad hun kunne sige til ham, der ikke ville lyde som en bebrejdelse. Det var en samtale, der ændrede måden, jeg skriver om det her felt på.

Ansvarligt spil i Danmark er ikke en samling pjecer og advarselsbjælker i bunden af en hjemmeside. Det er en infrastruktur af konkrete instrumenter, ROFUS, StopSpillet, obligatoriske indsætningsgrænser, MitID-baseret aldersverifikation og en behandlingssektor med specialiseret faglighed, som licenserede operatører er forpligtet til at integrere, og som spilleren har juridisk ret til at bruge. Det er den danske models styrke. Det er også et felt, hvor tallene har bevæget sig markant i 2026, og hvor man som forfatter har en forpligtelse til at præsentere både redskaberne og deres begrænsninger uden dramatik.

Det her er ikke en moralsk pamflet. Det er en gennemgang af systemet og dets værktøjer for spillere, der mærker at noget skrider, og for pårørende, der står ved siden af og ikke ved, hvad de skal gøre. Jeg vil prøve at undgå de to klassiske faldgruber, den ene er teknokratisk afstand, hvor man bare lister regler op; den anden er panik, hvor enhver pengeindsats fremstilles som forspil til afhængighed. Det meste spil ender ikke i problem, men når det gør, er værktøjerne her værd at kende.

Det, jeg vil gøre her, er at gennemgå systemet, som det faktisk fungerer, og forklare hvilke værktøjer der findes for både spillere, der mærker, at noget skrider, og for pårørende, der står ved siden af.

Hvorfor det her overhovedet er en samtale

Tallene er værd at have i baghovedet, før vi taler om enkelte værktøjer. Knap 500 000 danskere har et spilleproblem i en eller anden grad, anslår Skatteministeriet baseret på data fra Forskningsklinikken for Ludomani ved Aarhus Universitetshospital. Heraf har cirka 10 000 en egentlig ludomani-diagnose. Det er ikke en perifer udfordring, det er omtrent én ud af elleve voksne danskere, der har et spillerelateret problem af en eller anden grad.

Center for Ludomani behandler i gennemsnit omkring 700 personer årligt. Mere bekymrende er udviklingen i alderssammensætningen: andelen af klienter under 25 år steg fra 7 procent i 2009 til 27 procent i 2016, næsten en firdobling på syv år. Det er den tendens, der har drevet både udbygningen af ROFUS og oprettelsen af StopSpillet, og det er den tendens, klinikere som Thomas Marcussen ved Forskningsklinikken for Ludomani ser intensiveret i 2026.

Marcussen, klinikleder og psykolog, formulerede det skarpt til Altinget i juni 2026: “Antallet af mennesker med ludomani vokser, men behandlingssystemet er ved at kollapse.” Det er en stærk udtalelse fra en, der ikke er kendt for hyperbel. Den signalerer, at infrastrukturen til ansvarligt spil er nødvendig, men ikke i sig selv tilstrækkelig, og at den enkelte spillers brug af værktøjerne ikke er en ringeagtig handling, men en del af et behov, som hele samfundet kæmper med at imødekomme.

ROFUS, hvordan det egentlig fungerer

Register over frivilligt udelukkede spillere – ROFUS – er hjørnestenen i den danske model for selvudelukkelse. Det er en central database, som alle licenserede danske spiludbydere er forpligtet til at synkronisere mod, og som lukker spillerens adgang på tværs af hele systemet, så snart vedkommende registrerer sig.

Pr. 1. maj 2026 passerede ROFUS 60 000 registrerede spillere. Det er et tal, der er steget hvert eneste år siden registret blev oprettet samtidig med liberaliseringen i 2012 – det første år lå antallet under 1 500. Direktør for Spillemyndigheden Anders Dorph kommenterede milepælen sådan: “Det er glædeligt, at de, der har brug for at udelukke sig fra spil, bruger ROFUS. Det viser, at kendskabet til værktøjet vokser, og at det opfylder en vigtig funktion i indsatsen mod spilafhængighed.”

Mekanikken er enkel. Du logger ind via MitID på rofus.nu, vælger en udelukkelsesperiode, 24 timer, 1 måned, 3 måneder, 6 måneder eller endelig, og bekræfter. Inden for kort tid synkroniseres din status til alle licenserede operatører, og dine konti låses automatisk. Du kan ikke logge ind, ikke indbetale, ikke spille. Saldoer på dine konti udbetales typisk til NemKonto, og bonusforpligtelser annulleres.

Demografien bag ROFUS-tallene er værd at se på. Over 78 procent af alle registrerede er mænd, og denne andel har været stabil siden 2012. Endnu mere markant er aldersfordelingen: 58 procent af alle registrerede mænd er under 40 år, og i den helt unge aldersgruppe under 20 år er hele 96 procent mænd. Cirka to tredjedele af alle registrerede vælger endelig udelukkelse fremfor en tidsbegrænset periode, det er en oplysning, der overrasker mange, fordi den intuitive antagelse er, at de fleste vælger en “blød” pause.

For en trin-for-trin gennemgang af selve tilmeldingsprocessen, fra MitID-login til valg af periode og hvad der sker med din kontosaldo, har jeg skrevet en separat guide om ROFUS-tilmelding via MitID. Den er værd at have ved hånden, hvis du står foran beslutningen eller hjælper en pårørende igennem den.

En begrænsning, som ikke alle kender til ROFUS: registret virker kun mod danske licenserede operatører. Tilmelder du dig ROFUS, og spiller du efterfølgende på et udenlandsk site, er du teknisk ikke beskyttet af ordningen. Det er en af grundene til, at kanaliseringsgraden, andelen af spil, der foregår på licenseret marked, er så vigtig en samfundsmetrik. Når den falder, falder ROFUS’ praktiske beskyttelseseffekt med den.

Unge mænd og det demografiske tilt, ingen kan ignorere

Hvis jeg fik en krone for hver gang, jeg har set ansvarligt spil omtalt som et neutralt problem, der rammer “alle aldersgrupper og kategorier”, havde jeg ikke skrevet det her. Det gør det ikke. Det rammer skævt, det rammer ungt, og det rammer overvejende mandligt.

De rene tal: 58 procent af alle registrerede mænd i ROFUS er under 40 år. I aldersgruppen under 20 år er hele 96 procent af de registrerede mænd. Det er en demografisk profil, der ikke ligner andre afhængighedsfelter, og det er den profil, der har drevet myndighedernes fokus de seneste år.

Anders Dorph kommenterede tendensen i forbindelse med en ROFUS-publikation: “Tallene bekræfter en tendens, vi har set i flere år – nemlig at unge mænd særligt er i risiko for problematisk spilleadfærd. Derfor arbejder vi målrettet med oplysning i netop denne gruppe, blandt andet gennem oplæg på ungdomsuddannelser.” Og om den friske tilvækst på ROFUS sagde han til DR Nyheder i juni 2026: “Det primære, vi har hæftet os ved, er, at det er de unge, der driver den store tilvækst på ROFUS lige nu.”

Daværende skatteminister Jeppe Bruus formulerede sammenhængen tilbage i 2023: “Jo tidligere man starter med at spille, jo større risiko har man for at udvikle et spilproblem. For mig står det helt klart, at vi har en stor udfordring med, at børn og unge bliver afhængige af at spille om penge.” Den observation har klangbund i tallene: 88 procent af de spillere, der henvender sig til StopSpillet, havde deres første spildebut før de fyldte 25 – og halvdelen før de fyldte 18.

Det er den her sammenkædning af tidlig debut, mandlig overrepræsentation og hurtig progression fra digitale spil til pengespil, der gør risikoprofilen til et særegent fænomen. Det er ikke en gradvis progression over årtier som ved klassisk alkoholafhængighed – det er en accelereret kurve, der hos den unge ramte spiller kan løbe fra første indbetaling til ROFUS-tilmelding på under 18 måneder.

StopSpillet, en hjælpelinje, der ikke ligner det, du forestiller dig

De fleste forventer, at en hjælpelinje for spilproblemer er bemandet af frivillige, der har en god intention og en pjece. StopSpillet er ikke det. Det er en gratis, anonym hjælpetjeneste under Spillemyndigheden, bemandet af uddannede rådgivere, og den har siden åbningen i 2019 modtaget 2 933 henvendelser.

Året 2024 alene gav 544 henvendelser, en let stigning fra 520 i 2023. Det er hverken et lavt eller eksplosivt tal isoleret set, men kombineret med StopSpillets demografiske profil giver det indsigt. 88 procent af de spillere, der ringer ind, har haft deres første spildebut før de fyldte 25, og halvdelen før de fyldte 18. Det er populationen, der har den tidligste eksponering, og typisk også den længste varighed af problem, før de søger hjælp.

Skatteminister Rasmus Stoklund kommenterede tallene i september 2024: “StopSpillet og ROFUS er vigtige værktøjer i kampen mod spilafhængighed. Og de nye tal viser, at der er efterspørgsel på hjælp. Det er godt, at unge mennesker søger hjælp, når de oplever, at gamblingen har eller er ved at tage overhånd for dem.”

I praksis fungerer StopSpillet ved, at du enten ringer eller skriver til tjenesten. Samtalen er anonym, du behøver ikke opgive navn, CPR eller andet identificerbart. Rådgiveren kortlægger din situation, kommer med konkrete forslag, og kan henvise videre til behandling hos Center for Ludomani, kommunale tilbud eller Forskningsklinikken for Ludomani ved Aarhus Universitetshospital. Du betaler ingenting, og du har ingen forpligtelse til at følge op.

For pårørende er StopSpillet ofte den første kontaktflade, der ikke kræver, at den ramte selv er motiveret. Du kan ringe og få vejledning om, hvordan du nærmer dig samtalen med din søn, partner eller ven, uden at den ramte nogensinde behøver vide, at du har søgt hjælp.

Indsætningsgrænser, den dagligdags-mekanik flest overser

Lad mig være kontant: jeg synes, indsætningsgrænser er det mest underudnyttede ansvarligt spil-værktøj på det danske marked. Alle licenserede operatører er forpligtet til at tilbyde dem. Det tager 90 sekunder at sætte en. Og næsten ingen gør det, før det er for sent.

Mekanikken er enkel. Når du opretter konto hos et dansk licenseret casino, skal du tage stilling til daglige, ugentlige og månedlige indsætningsgrænser. Du kan sætte dem så lavt, du ønsker. Du kan ændre dem opad, men det træder først i kraft efter en karenstid på 24 timer eller mere, så impulsbeslutninger ikke kan udmønte sig i øjeblikkelig handling. Sænker du grænsen, virker det med det samme.

Det smarte ved indsætningsgrænser er, at de er friktion på det rigtige sted. De stopper ikke spillet, de forsinker eskalering. Hvis du sætter en daglig grænse på 500 kroner og taber den, lukker systemet for yderligere indbetaling resten af dagen – ikke for spil, men for ny tilførsel af midler. Næste dag kan du indbetale igen, men du har haft 24 timer til at falde ned. Det er præcis det, der gør forskellen mellem en dårlig session og et begyndende mønster.

Tilsvarende findes tabsgrænser og sessionsgrænser. Tabsgrænsen lukker for spil, når det akkumulerede tab i en periode overskrider et beløb. Sessionsgrænsen begrænser den enkelte indlogningsvarighed. Begge findes hos de licenserede operatører, og begge er gratis at aktivere.

Tegnene jeg har lært at lytte efter

Lad mig være forsigtig her, fordi det er det sværeste at skrive om. Spilafhængighed udvikler sig sjældent dramatisk. Den udvikler sig gradvist, og de tidlige tegn er let at bortforklare – også for spilleren selv.

Det første jeg lytter efter er tempoet. Thomas Marcussen ved Forskningsklinikken for Ludomani sagde det præcist i en kommentar til DR Nyheder: “Tempoet i de her spil stimulerer den problematiske spilleadfærd. De spil, som er populære blandt dem, som har ludomani, er de her hurtige livebetting-spil.” Det handler ikke om mængden af penge, men om hyppigheden af beslutninger. En person, der spiller én gang om ugen for 500 kroner, har en helt anden adfærdsprofil end en, der laver 200 hurtige indsatser per session.

Andre adfærdsmønstre, klinikere bruger som markører: vedvarende jagt efter tab i forsøg på at “vinde det tilbage”, spil for at flygte fra negative følelser snarere end for underholdning, manglende evne til at stoppe når man har bestemt sig for at stoppe, irritabilitet ved forsøg på at reducere spilletid, og løgne over for nærtstående om omfanget af spillet eller om økonomiske konsekvenser.

Det er værd at huske, at ingen af de her tegn isoleret er en diagnose. De er signaler, der ved gentaget eller kombineret optræden indikerer, at en samtale med en professionel rådgiver er det rigtige næste skridt. Det er ikke det samme som at sige, at den ramte er ludoman – det er at sige, at situationen er kommet til et punkt, hvor en udefrakommende vurdering har værdi.

Hjælp og behandling, når selvhjælp ikke er nok

Hvis tegnene optræder, og hvis StopSpillet-samtalen peger på et reelt problem, findes der etableret behandling i Danmark. Center for Ludomani er en privat selvejende institution med behandlingstilbud i flere byer. Forskningsklinikken for Ludomani ved Aarhus Universitetshospital er et regionalt tilbud med kombination af klinisk behandling og forskning. Flere kommuner har egne tilbud, ofte i samarbejde med Center for Ludomani.

Center for Ludomani behandler omkring 700 personer årligt, og som nævnt er andelen af klienter under 25 år steget markant gennem 2010’erne. Behandlingen er kognitiv adfærdsterapi i kombination med pårørendeinddragelse, motivational interviewing og i nogle tilfælde medikamentel behandling rettet mod komorbide tilstande som angst eller depression. Den er gratis for klienten.

Det er værd at vide, at behandlingssystemet er under pres. Thomas Marcussens udmelding om, at det “er ved at kollapse”, er en advarsel, ikke en hyperbel. Ventetider på op til seks måneder er ikke usædvanlige, og det er en strukturel udfordring, der gør, at den enkelte spiller ikke kan vente til “det rette tidspunkt” med at søge hjælp. Tag kontakten til StopSpillet eller en behandler så snart vurderingen tilsiger det, ventetiden begynder fra henvendelsen, ikke fra problemet er fuldt udviklet.

Når du står ved siden af, pårørendes rolle

Tilbage til den telefonsamtale fra 2019. Det, jeg sagde til kvinden, der ringede om sin bror, er det samme, jeg ville sige nu. Hendes første opgave var ikke at fikse situationen, det var at sikre, at hun selv havde et sted at læsse af. Pårørende til mennesker med spilproblem bærer en byrde, der ofte er usynlig for omverdenen, og som let kan kollapse, hvis den ikke deles.

Konkret findes der tilbud rettet specifikt mod pårørende. Center for Ludomani har grupper og individuelle samtaleforløb for pårørende uden krav om, at den ramte deltager. StopSpillet tager imod opkald fra pårørende og rådgiver om, hvordan man tilrettelægger en samtale med den ramte, hvordan man håndterer økonomiske konsekvenser, og hvad man kan og ikke kan gøre.

Min erfaring er, at den hyppigste fejl pårørende laver, er at tage økonomisk kontrol uden samtidig at adressere den underliggende dynamik. At rydde op i gæld for en spilafhængig uden at koble det til behandling reducerer ofte den eksterne friktion, der i sig selv kunne være drivkraften til at søge hjælp. Det er ikke et råd om at lade gæld stå, det er et råd om at se økonomi og behandling som to spor, der skal køres parallelt.

Et system, der bærer, men ikke kan løfte alt

Den danske infrastruktur for ansvarligt spil, ROFUS, StopSpillet, indsætningsgrænser, behandlingstilbud, er internationalt rost. Sverige har kopieret dele af den, og flere andre lande har studeret den. Det er ikke et tilfælde, at det er sådan. Men 2026-tallene viser, at den ikke kan stå alene. Antallet af ROFUS-registrerede vokser, antallet af henvendelser til StopSpillet vokser, og klinikerne advarer om en behandlingssektor i pres.

Det betyder for dig som læser to ting. For det første: brug værktøjerne. De koster ingenting, de virker, og de er designet til at fange situationen før den eskalerer. For det andet: hvis du er pårørende, så søg din egen rådgivning før du forsøger at løse den andens problem. Det er ikke svaghed, det er den disciplin, der gør, at du kan være til stede, når det betyder mest.

Skabt af redaktionen på "Spilleguide Dk".